Det handler om rensning af vejvand i Ørestaden. Et unikt renseanlæg i Ørestad har set dagens lys, det fortæller Hofor.

Den innovative renseteknik, der er opfundet af en forsker fra Københavns Universitet, er første storskalaforsøg på at løse de problemer, byerne har med vejvand, der forurener vandmiljøet og grundvandet eller skal pumpes gennem byerne ud til spildevandsrenseanlæg. Det er Danmarks første renseanlæg af sin slags, der nu er taget i brug i Ørestad. Det store anlæg kan med en ny grøn teknik rense 110 liter vejvand i sekundet. Anlægget er etableret af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab og By & Havn, mens renseteknikken er opfundet af professor Marina Bergen Jensen fra Københavns Universitet.

Efter en række forsøg på mindre anlæg har hun sammen med Rambøll, Watercare og HOFOR udviklet metoden, så den nu kan tages i brug i stor skala og rense vejvand fra Ørestad Syd, så det bliver rent nok til at blive ledt direkte ud i Naturpark Amager. – Vi har opfundet en grøn teknologi, der er inspireret af den måde, som stoffer transporteres gennem jordlag på ude i den danske natur. Det såkaldte dobbeltporøse filter, som vi har udviklet, kan rense vejvandet helt uden brug af strøm eller kemikalier, forklarer opfinderen af filteret, professor Marina Bergen Jensen.

Vandet fra vejene bliver gennem rør ledt til renseanlægget, hvor det først bliver renset for blade, plastkapsler, poser og andre grove partikler. Herfra løber vandet ind i et slags sandwich-filter, hvor den dobbeltporøse filtrering sker. Via tyngdekraften flyder vandet gennem renseanlægget, som fanger og renser meget små partikler og andre forurenende stoffer. Derefter får vandet lov til at løbe videre ud i Naturpark Amager – nu renset for snavs.

– Vi har kastet os over denne metode, fordi den løser en række udfordringer med vejvandet. Ved at rense det lokalt kan vi bruge vandet lokalt til rekreative formål i stedet for at pumpe det gennem byen og ud til et renseanlæg. Det er bedre for området og bedre for miljøet. Og så er metoden så kompakt, at den kan etableres i bynære områder” siger projektleder fra HOFOR, Claus Mouritsen og fortsætter: – Samtidig mindsker vi den mængde regnvand, der ender i kloaksystemet, og det er med til at lette presset på vores kloakker, når det regner kraftigt