Hør ventilen suse, når minister indvier biogaspark, lød invitationen. Den spritnye biogaspark på Renseanlæg Avedøre binder renseanlæggets biogasproduktion sammen med naturgasnettet. Desuden indeholder den et demonstrationsprojekt, kaldet BIOCAT, der konverterer overskydende vindmøllestrøm til ekstra naturgas i forsyningsnettet.
Samarbejdet mellem de to forsyninger om at udnytte ressourcerne fuldt ud sætter den cirkulære økonomi i højsædet og øger BIOFOS’ overskud på energibalancen. Biogassen kommer fra forbrugernes spildevand, og vil ende som CO2-neutral bygas hos forbru-gerne. HMN Naturgas og BIOFOS styrker den cirkulære økonomi og inviterede den 8. december til indvielse af fælles biogaspark på Renseanlæg Avedør, hvor energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, og drejede på ventilen til anlægget.
Biogassen, der produceres på BIOFOS’ renseanlæg, opgraderes direkte af HMN Naturgas og sendes herefter ud i naturgasnettet. Ved opgraderingen opstår der et restprodukt i form af CO2. BIOCAT har udviklet en power-to-gas-teknologi, der kombinerer den udrensede CO2, en unik mikroorganisme og overskydende vindmøllestrøm. Resultatet er metan, der også ledes til naturgasnettet.
BIOFOS er Danmarks største spildevandsvirksomhed. Vi renser spildevandet for 1,2 mio. indbyggere i hovedstadsområdet på vores tre renseanlæg Lynetten, Avedøre og Damhusåen. Vi udnytter ressourcerne i spildevandet til klimavenlig energi i form af el, biogas og fjernvarme til forsyningsnettet. BIOFOS har desuden en skoletjeneste, der modtager flere end 12.000 elever om året. BIOFOS er ejet af 15 kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.
HMN Naturgas-koncernen er Danmarks største naturgasselskab og – målt på omsætningen – blandt landets 100 største virksomheder.