Siden foråret 2019 har Aarhus Vand sammen med de private vandværker i Aarhus Kommune opfordret borgerne til at droppe brugen af sprøjtegift i haven og være med i kampen for at beskytte vores rene drikkevand. Selvom der stadig venter en stor opgave i at ændre folks adfærd, viser de første resultater fra kampagnen nu, at mange har taget den positive opfordring til sig.
Klima og miljø fyldte meget i valgkampen. En af de ting, der var værd at bemærke, var det store fokus på handling – at tiden ikke længere er til blot at tale om klima og miljø. Tiden er til at gøre noget ved det. At det handler om at gøre noget har også været centralt for kampagnen ’Til kamp for det rene drikkevand’, som VPU (foreningen for vandværkerne i Aarhus Kommune) skød i gang i marts. Kampagnen henvender sig til alle hus- og haveejere i kommunen.
Bo Vægter, bestyrelsesmedlem i VPU og geolog i Aarhus Vand, gør status: – Vi kan se, at vi er lykkedes med vores målsætning om at involvere og motivere borgerne. De har forstået det vigtige budskab: ’Stop med at bruge sprøjtegift i haven, for det siver ned i jorden og kan forurene vores drikkevand’. Borgerne har engageret sig positivt i kampagnens opslag på Facebook og Instagram. Opslagene har blandt andet bestået af en række tips- og tricks-videoer, der viser, hvordan man kommer ukrudtet til livs uden brug af sprøjtegift. En undersøgelse af kampagnen, som vi har lavet, viser, at borgerne i høj grad ser videoerne til ende og kommenterer på dem.