Randers Kommune og RenoNorden stopper samarbejdet pr. 30. april 2018.
Kommunen sender nu affaldsindsamling i udbud. Aftalen med RenoNorden sikrer, at der bliver hentet affald i Randers Kommune indtil en ny kontrakt på affaldsindsamlingen er indgået, forklarer formand for Miljø og Teknik-udvalget, Frank Nørgaard. – Der er ingen virksomheder, der lige har 17 skraldebiler stående klar til at overtage indsamlingen i en kommune på størrelse med vores. Derfor har det været afgørende for både os selv og borgerne, at vi har fået lavet en fornuftig overgangsaftale, så vi nu ved, hvad vi har at gøre godt med, lyder det fra Frank Nørgaard.
En række forhold har givet usikkerhed om holdbarheden af den aftale, RenoNorden og Randers Kommune indgik efter sidste udbud. Derfor er parterne enige om, at den nuværende affaldsindsamlingsaftale ophører 30. april 2018, og Randers Kommune sender indsamlingen i udbud. I den mellemliggende periode fortsætter RenoNorden med at stå for indsamlingen af affald og genbrug. – Vi er tilfredse med aftalen og vi vil naturligvis sikre, at borgerne i Randers ikke vil mærke nogen ændringer i servicen i de kommende måneder, udtaler adm. direktør for RenoNorden, Jan Kreiberg.