HMN Naturgas indklager Energiklagenævnets afgørelse for domstolene i sag om fjernvarmeprojekt i Skive. Vi har en opgave i at sikre, at det er de bedste varmeprojekter for samfundet, der gennemføres, lyder det fra selskabet.
I en sag om at erstatte naturgas med flis og udvide et fjernvarmeområde ind i et område med individuelle gasfyr har HMN Naturgas valgt at indklage Energiklagenævnet for domstolene. – Det er et usædvanligt træk – det er vi godt klar over. Men denne sag er så principiel, at vi ikke kan lade den fare. Vi har som høringspart en opgave med at tjekke, om samfundsøkonomien er god i projekter som dette; altså om samfundet taber eller vinder på, at projektet bliver gennemført. I denne sag mener vi, at samfundet taber – også selv om det for den enkelte forbruger kan være en god forretning. Sagen handler i bund og grund om, om vi skal acceptere, at det ikke er de bedste varmeprojekter for samfundet, som gennemføres,” siger Susanne Juhl, adm. direktør i HMN Naturgas.
Sagen drejer sig om de beregninger, som ligger til grund for, at et konverteringsprojekt fra ét brændsel til et andet og en udvidelse af fjernvarmeområdet kan godkendes af kommunen. En godkendelse kræver, at projektet udviser et samfundsøkonomisk overskud. Det gør projektet i Skive ikke, mener HMN Naturgas. Derfor indklagede selskabet kommunens godkendelse for Energiklagenævnet. I maj stadfæstede klagenævnet Skive Kommunes godkendelse af projektet.
– Energiklagenævnet vurderer i denne sag de forudsætninger, som bruges til at beregne samfundsøkonomien, helt anderledes end tidligere. Vi bliver derfor nødt til at få afprøvet, om det er sådan, det fremover skal være. Det er helt principielt og rækker derfor langt ud over den konkrete afgørelse i Skive, siger Susanne Juhl.