I følge publikationen Klima100, som er udarbejdet af Realdania og Sustainia, er Skanderborg Kommune en af landets kommuner som ligger i front, hvad angår bæredygtige klimaløsninger.
Regnvandsbassiner bliver til aktive oplevelsesrum. Et klimasikringsprojekt og et enormt borgerinddragelsesforløb bliver til Låsby Søpark for motionister og voldsom regn. Låsby Søpark er et storstilet eksempel på en meget succesfuld og værdifuld borgerinvolvering. Det, som først handlede om at skabe en sø til afledning af regnvand, er blevet til et lokalt hotspot for motionister og områdets beboere i al almindelighed. Omdrejningspunktet for Låsby Søpark er liv og aktivitet. Der er etableret legeplads, skateområde, beachvolleybane og træningsudstyr til CrossGym, ligesom der også praktiseres yoga i parken.
– De tre store klimasøer på den gamle erhvervsgrund midt i Låsby har skabt masser af liv og aktivitet i byen. Klimasikring giver merværdi med crossgym og en helt ny identitet, siger Jørgen Gaarde Borgmester, Skanderborg Kommune.