Connie Hedegaard, formand for Concito og KR Fonden, fhv. klimakommisær i Berlingske: – Jeg har aldrig forstået, at det skulle være specielt venstreorienteret at tage vare på miljø- og klimaudfordringerne. Tværtimod må det at sikre gode livsbetingelser også for dem der kommer efter os være en borgerlig kerneopgave.

Hold nu op! I 2019 ved vi nok om klimaforandringerne til, at vi hver især må tage ansvar, hvor vi kan, og hvor vi virker. Mange andre lande rykker. Som investorerne gør det. Af hensyn til klimaet, men også fordi de har fundet ud af, at det bedre kan betale sig at skabe klimaløsninger end ikke at gøre det. Få lande har været så dygtige som Danmark til også at få vækst, job og velstand ud af vores grønne satsning. Lad os nu bevare og udbygge den førerposition. På vedvarende energi ja. Og på energieffektivisering, som det er helt ubegribeligt, at Christiansborg i den grad har forsømt at fokusere på i de senere år.

Men nu bliver det sværere. Landbrug, transport, boliger… Alle ministre skal tænke bæredygtighed ind i deres ressortområder. Ja, faktisk burde man ikke kunne være minister for noget som helst anno 2019 uden at have et minimum af kendskab til udfordringerne med klima og bæredygtighed. Faktum er, at jo mere vi tøver i dag, des større bliver den regning, vi sender til næste generation, og des færre valgmuligheder bliver der tilbage til dem. Det vil ikke bare være en uansvarligt adfærd. Det vil også være uborgerligt.

Læs hele Connie Hedegaards indlæg her: https://www.berlingske.dk/kommentarer/kom-nu-en-klimaopsang-til-det-borgerlige-danmark