Næstved Fjernvarme arbejder med FN’s 17 verdensmål. Næstved Fjernvarme har netop revideret selskabets strategi og indarbejdet 4 af FN’s 17 verdensmål i strategiplanen. – Som en stor aktør på energiområdet er det vigtigt, at vi også tager et samfundsansvar for at efterleve FN’s verdensmål. Vi har udvalgt 4 mål, hvor det falder naturligt, at vi bidrager, udtaler bestyrelsesformand Lindy Nymark Christensen.
De 4 verdensmål er: mål 7 – bæredygtig energi, mål 9- industri, innovation og infrastruktur, mål 11 – bæredygtige byer og lokalsamfund og mål 12 – ansvarligt forbrug og produktion.
– Konkret arbejder vi på projekter omkring energioptimering hos vores egne kunder, så vores kunder kan spare på energien og derved CO2-udslip. Vi har blandt andet gjort det meget let for
vores kunder at foretage renovering af deres fjernvarmeinstallation ved at tilbyde en abonnements- og lejeordning, så kunder ikke skal have store summer op af lommen for at lave en
energirenovering. Internt hos Næstved Fjernvarme arbejder vi meget med temperaturoptimering i hele ledningsnettet. Et projekt som vi forventer også giver et mindre ledningstab og derved reduktion af CO2, fortsætter Lindy Nymark Christensen.
– Udvikling af infrastrukturen er ligeledes et fokusområde. Det skal forstås således, at vores fjernvarmenet skal designes således, at vi rent teknisk er i stand til at forsyne flere fjernvarmekunder end dem vi har i dag, med billig og miljørigtig energi. Vi har derfor ansøgt relevante myndigheder om at få lov til at udvide vores fjernvarmeområde, hvor vi vil konvertere naturgaskunder til fossilfri overskudsvarme fra affaldsbortskaffelse. Det vil være rigtig godt for miljøet og Næstved-borgernes pengepung, hvis vi kunne få lov til at opsamle den energi, der i dag går til spilde op i den blå luft, slutter Næstved-formanden.