Morten Bæk udnævnes som departementschef i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet pr. 15. maj.
Morten Bæk har været en del af ministeriet, siden det blev oprettet i 2007, bl.a. som kontorchef og afdelingschef i departementet og siden 2014 som direktør for Energistyrelsen.- Jeg er rigtig glad for at kunne byde Morten velkommen som ny departementschef i Energi-, Forsynings og Klimaministeriet. Morten har et indgående kendskab til ministeriet, og jeg er sikker på, at han vil kunne træde ind i rollen som departementschef fra første dag. Det er vigtigt, for vi står over for nogle store og spændende opgaver – ikke mindst forhandlingen af en ny energiaftale, siger Energi-, Forsynings- og Klimaminister, Lars Chr. Lilleholt.
Morten Bæk tiltræder stillingen som departementschef i Energi-, Forsynings og Klimaministeriet den 15. maj. – Jeg glæder mig til at være med til at sætte retningen for et ministerium, som arbejder med så store og gennemgribende samfundsdagsordener. Og så glæder jeg mig til at sætte mig i stolen som øverste chef for de mange kompetente medarbejdere i ministeriets departement og styrelser, siger Morten Bæk.
Morten Bæks erhvervskarriere: 2014-2018 Direktør, Energistyrelsen, 2011-2013 Afdelingschef, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, 2008-2011 Kontorchef, Klima- og Energiministeriet, 2007-2008 Ledende ministersekretær, Klima- og Energiministeriet, 2004-2007 Ambassadesekretær, Den danske ambassade, Washington DC, 2001-2004 Fuldmægtig, Udenrigsministeriet, 2000-2001 Konsulent, Accenture Ltd., tidl. Andersen Consulting, 1999-2000 Fuldmægtig, Udenrigsministeriet