TREFOR vandselskab har netop lagt hus til 50 eksperter fra vandbranchen. Det er Mycometer, der samler specialister fra Kolding for at lancere virksomhedens nye ”Bactiquant Online” – en sensor som hurtigt og sikkert måler bakterier i vandsystemet.

Metoden er udviklet til vandforsyningen, industrielt brug og til at undersøge vandinstallationer i bygninger, for at verificere vandets kvalitet.

– I TREFOR Vand vil vi bidrage til at vandsektoren kan mødes og diskutere ny teknologi. Vores arbejde er at sikre rent vand i høj kvalitet til forbrugerne i Trekantområdet. Derfor følger vi godt med i hvilke værktøjer vi kan bruge til at sikre vandets kvalitet. Det er altafgørende for os, at kvaliteten altid opretholdes, siger Lars Skjerning, vandforsyningschef i TREFOR Vand.